søndag den 23. januar 2011

THE VAMPIRE DIARIES: MØRKETS BRØDRE / KAMPEN

Tellerup har udgivet de to første bind af THE VAMPIRE DIARIES i en "2-i-1 bog" udgave, som tilmed var relativt billig. Jeg havde set det meste af TV seriens første sæson, og var da OK underholdt, men jeg må indrømme at jeg blev positivt overrasket over bogudgaven. Jeg havde selvfølgelig hørt om de mange forskelle på de to udgaver, og for mig må jeg sige at de faldt ud til bogens fordel. Bøgerne er relativt korte, omkring 200 sider hver, og ganske let læselige - og det er positivt ment.

I den første bog, MØRKETS BRØDRE, starter Stefan Salvatore i Fell´s Church´s skole. Skolens dronning, Elena Gilbert, falder pladask for ham, ligesom hendes tidligere bedste veninde, Caroline. Hvad Elena ikke ved, er at Stefan er vampyr og han prøver at leve vegetarisk (som det hedder i en anden vampyr serie), altså uden menneskeblod. Elena sætter alt ind på at score ham, og med hjælp fra veninderne Bonnie og Meredith lykkes det selvfølgelig. Men samtidig med at Stefan er ankommet til byen er der også sket en voldsom stigning i dødsfald og angreb på byens befolkning. Og Elena er den eneste der 100% tror på Stefans uskyld...

I den anden bog, KAMPEN, træder Stefans bror, Damon, for alvor ind på arenaen - bemærk hvor meget hans navn minder om Dæmon... Elenas dagbog forsvinder, og der begynder art dukke små sedler med citater fra bogen op forskellige steder. Problemet, udover det pinlige i at nogen læser hendes inderste tanker, er at Elena har skrevet ting der i en den grad er belastende for Stefan i forhold de drab der er indtruffet i byen i den sidste tid. Elena, Bonnie og Meredith kæmper derfor hårdt for at finde ud af hvem der har taget bogen, og samtidig gør Elena alt hvad hun kan for at holde det hemmeligt for Stefan at hun har mødt Damon. Samtidig er en ny, underlig lærer startet på skolen, og han virker lidt for interesseret i drabene og overfaldende. Hvem mon han kan være?

Som en ekstra bonus indeholder bogen også de første 57 sider af bog 3, RASERIET, men dem har jeg ikke læst endnu, jeg venter til jeg får købt hele bogen. I mellemtiden skifter jeg scene fra vampyrer til zombier, når jeg kaster mig over første bind af zombietegneserien THE WALKING DEAD, som Søren ovre på Skræk og rædsel har fået mig overbevist om at jeg må læse. Den er i øvrigt, ligesom THE VAMPIRE DIARIES, også blevet til en TV serie.

lørdag den 22. januar 2011

LA MORTE VIVANTE (1982)

Oh, så fik jeg endelig set en af Jean Rollins lesbiske vampyrfilm. Eller, så lesbisk var den faktisk heller ikke...
Som børn blandede Catherine og Helene blod, og lovede at elske hinanden for evigt, og aftalte, at hvis den ene døde, ville den anden følge hurtigt efter. Heldigvis opdager Helene åbenbart aldrig at Catherine er død, eller også nægter hun bare at acceptere det. Under alle omstændigheder, da Catherine bliver vækket til live via noget giftigt affald, der skal stuves af vejen i den kælder hvor hendes kiste står (ja, jeg tænke også "Huh???") er Helene fuld af gensynsglæde. Det generer hende ikke det fjerneste at Catherine har hårdt brug for blod fra andre mennesker for at komme til kræfter, tværtimod virker det nærmest som om hun nyder at have en grund til at slå folk ihjel. Til gengæld er Catherine slet ikke glad for at være i live, hun havde det meget bedre som død, men det vil Helene selvfølgelig ikke høre på. En kvindelig skuespiller / fotograf, Barbara, og hendes amerikanske ven bliver også blandet ind i historien, da Barbara tager et billede af Catherine, og alle i byen siger at pigen på billedet er død. Barbara sætter sig for at finde ud af sandheden, men fatter naturligvis ikke en bjælde.
Der bliver drukket blod en del gange i løbet af filmen, men det er til gengæld også hvad der er af gpre og effekter. Til gengæld er der masser af dreamy atmosfære, og det kan jeg sådan set godt lide, ligesom jeg heller ikke er modstander af bryster. Så jeg ruller gerne 3 store stjerner ud til Rollin.

MURDER-SET-PIECES (2004)

I et afsnit af "Venner" sagde Chandler engang: "I feel violated... and not in a good way..." Det beskriver sådan nogenlunde hvordan jeg havde det med denne film.
Vi følger en fotograf uden navn, der tænder på at myrde kvinder, og har et kælderrum der ville få Leatherface til at komme spontant i buksen (derfor pudsigt at Gunnar Hansen har en lille og fuldstændig ligegyldig rolle som nazi mekaniker). Fotografen samler jævnligt unge piger op ved at foregive at ville fotografere dem. Han har sex med dem og myrder dem derefter. Det er temmelig korte forløb, og vi lærer ingen af personerne at kende - men det gør ikke noget, for alle "skuespillerne" er virkelig elendige (undtagen en, det vender vi tilbage til).
Derudover følger vi Fotografens nye kærestes mindreårige søster, der prøver at overbevise sin søster om at han er virkelig creepy. Det ender selvfølgelig med en konfrontation.
Filmens bedste scene foregår i en pornoforretning, hvor Fotografen vil købe en snuff-film. Ved denne forespørgsel går ekspedienten totalt amok - han spilles af Tony Todd, der som den eneste i filmen faktisk er god, på trods af det elendige manuskript. Pludselig kommer to bevæbnede mænd ind for at røve butikken, og snart er de fleste døde, for i denne film er historien ligegyldig, bare der er nogen der dør.
Der er opså noget ævl om nazister og 9/11 - ikke at de to ting har noget med hinanden at gøre.
Der er masser af blod, og masser af nøgne piger, og det er vel sådan set det. Filmen er udråbt til "den mest grafisk voldelige film nogensinde" eller noget i den retning - tro ikke på det, en film som den fantastiske MARTYRS er langt mere grafisk voldelig. Fotografen bruger stort set kun en kæmpestor kniv til sine drab, han foretrækker at skære halsen over på sine ofre, men kan da også sprætte maven op på dem. Ingen "kreative" mord.
Men som sagt, Tony Todd er ganske god, og der er en del god musik også. Så vi kan lige snige os op på en enkelt stjerne (1/6)...

onsdag den 19. januar 2011

WHAT EVER HAPPENED TO BABY JANE? (1962)

Af en eller anden grund har jeg altid troet at jeg havde set noget af denne film på et tidspunkt, og syntes den var lidt kedelig. Nu har jeg så haft den liggende et par måneder, og fik endelig taget mig sammen til at se den - og det ville jeg da ønske jeg havde gjort for længe siden, for det er bestemt ikke den jeg på et tidspunkt har set noget fra...
Baby Jane (Bette Davis) var barnestjerne i 1917, mens hendes søster, Blanche (Joan Crawford) var noget overset. Ca. 20 år senere er rollerne byttet om, nu er det Blanche, der er stjernen, og Baby Jane, der kun får roller fordi hendes søster kræver det. Men ved en bilulykke mister Blanche sin førlighed. Fremme ved filmens nutid (1962) bor de to søstre sammen i et hus købt for Blanche´s penge. Baby Jane tager sig af sin søster - og hun er ikke sød ved hende. Det bliver værre og værre efterhånden som Baby Jane mister grebet om virkeligheden, og ender i et fantastisk og uomgængeligt klimaks. Thomas Blachmann ville ganske givet have givet hende en ordentlig overhaling, men han var ikke opfundet dengang...
De to stjerner er fabelagtige i rollerne, og deres virkelige rivalisering hjælper kun med til at gøre det endnu  mere realistisk og isnende uhyggeligt. Som skrevet tidligere, jeg ville ønske jeg havde taget mig sammen til at se den for længe siden, for her er virkelig tale om et mesterværk. 6 stjerner herfra.