DEATH RACE 2000 (1975)

Ja, det er vel nok at strække det lidt langt at kalde DEATH RACE 2000 en horror film, men jeg undskylder mig med at den har været dækket i Fangoria (retrospektiv artikel tilbage i #277, oktober 2008), og at der faktisk er en god del gory scener - ikke excessive, men alligevel...
Året er 2000, og årets death race er igang. Favoritterne er Frankenstein (David Carradine) og Machine Gun Joe Viterbo (Sylvester Stallone). Dødsløbet går ud på (ikke ulig the Cannonball Run) at komme så hurtigt som muligt tværs over Amerika. Meget ulig Cannonball Run får man dog point for at dræbe fodgængere og andet godtfolk undervejs, og det er selvfølgelig her de gory scener kommer i spil, selvom ikke alle drab er lige blodige. Årets løb besværliggøres yderligere af at en gruppe modstandsfolk gør alt hvad de kan for at sabotere løbet.
Paul Bartel har instrueret, og Roger Corman har produceret. Ifølge artiklen i Fangoria lavede Bartel oprindeligt en film der var noget mere fokuseret på humoren, hvorefter Corman tilføjede flere af de blodige optrin. Artiklen kan desuden oplyse at tænderne forrest på Frankensteins bil blev ved med at falde af - og at de iøvrigt var ben fra danske møbler. Det er da lidt sjovt, set med danske øjne.
Jeg kunne personligt godt have ønsket nogen flere blodige scener, men på den anden side elsker jeg altså bare den her type film, så det bliver til 4 stjerner fra min side.

THUNDERCRACK! (1975)

Hmmm, erhm, well... Jeg ved sgu ikke helt hvordan jeg skal anmelde denne film. Den er lejet fra Lovefilm, som kalder den en drama/gyser. Den rigtige genre-betegnelse burde nok snarere være, som det nævnes i det essay der følger med på DVDen "the worlds only underground, bi-sexual porno horror movie"...
To grupper mennesker søger ly i et gammelt hus på landet, og deres værtinde er stangvissen da den første gæst banker på døren. Man ved ligesom at man ikke ser en helt normal film da værtinden vil kaste op i toilettet (for at få alkoholtågerne til at lette lidt), taber sin paryk i kummen, kaster op på den - og så bare tager den på igen... Filmet i sort/hvid, og med et insisterende og sært fascinerende stumfilms score  stort set hele vejen igennem forvandler filmen sig snart fra en stemningsmæssigt gothic horror-agtig film, til et raritetskabinet af diverse perversiteter, fra straight til homosex, sexuelle overgreb, og hvad har vi...
Som sagt, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal anmelde den. Den er mere ubehagelig (og ubehageligt fascinerende), end uhyggelig, så som gyser betragtet ligger vi i den nedre ende af skalaen: Et eller andet sted mellem 1 og 2 stjerner. Som raritetskabinet over perversiteter bliver det næppe meget bedre (eller værre, hvordan man nu vælger at se på det - førnævnte essay fortæller hver eneste biograf-visning har resulteret i nogen der udvandrer).
Jeg ender med 2 stjerner, men mest fordi denne blogs udgangspunkt er og bliver horror, og jeg ville nok aldrig have faldet over denne film, hvis den ikke var katalogiseret som gyser. På den anden side kan jeg godt forstå hvorfor den er endt som kultfilm.