LA NUIT DES TRAQUÉES (1980)

Surrealistisk, drømmeagtig... Til tider mindede filmen mig om noget David Lynch kunne have lavet. Jeg har jo hørt en del om Jean Rollins erotiske vampyrfilm, og nu stiftede jeg så selv bekendtskab med en af mandens film, der så skilte sig ud ved at være noget andet.
Elisabeth (Brigitte Lahaie) er stukket af fra noget hun ikke kan huske, og forfølges tilsyneladende af nogen hun ikke kan huske. Hendes situation er i den grad "ude af øje, ude af sind". Hun samles op af en mand, Robert, og da de når frem til Paris har hun glemt hvem han er, og hvorfor hun sidder i hans bil. Hun bliver dog snart opsøgt af en mystisk læge og hans assistent, og ført tilbage til det sted hun flygtede fra. Her er en flok mennesker med samme lidelse som Elisabeth samlet. Og det er sådan set historien (uden spoilers).
Der er flere erotiske scener i første halvdel af filmen, og så stopper det. Det virker som om Rollin enten ville A) lave en erotisk thriller, men glemte erotikken midtvejs fordi han blev fanget af historien, eller B) ville lave en surreel thriller, men måtte spice den op med erotik for at nå en ordentlig running time (95 minutter). Nu er der bestemt ikke noget galt med erotik eller nøgenscener, det virker bare "halvt" i denne film uanset hvilken side man ser det fra, og det er noget rod.
De fleste mord sker off camera, selvom vi da får en god portion blod. Den mareridtsagtige stemning er dog helt i orden, og det er den der giver uhyggen. Gyset ligger i den grad mere i tanken om "hvad hvis det var mig der ikke kunne huske noget der skete for to minutter siden", end i billederne.
Jeg må indrømme at jeg undervejs overvejede om jeg skulle tage en pause, men lige pludselig var filmen slut, så på trods af mine ovenstående kommentarer var der altså alligevel et eller andet i filmen der fangede mig. 3 stjerner, og så glæder jeg mig til at se en af de der lesbiske vampyrfilm...

LES DIABOLIQUES (1955)

Ganske udmærket film, der sikkert var voldsomt fornyende der for 55 år siden. Men det centrale plot er (selvfølgelig) siden dukket op i flere andre film, og i bedre versioner.
Rektoren på en fransk kostskole er ond ved både kone og elskerinde, som begge er ansat på skolen, og de lægger derfor sammen en plan om at slå ham ihjel. Og det går også fint, indtil liget pludselig forsvinder. Noget er i gære, men hvad??? Ja, til sidst bliver man skriftligt bedt om ikke at fortælle sine venner om hvad man lige har set, så det vil jeg selvfølgelig lade være med.
Jeg vil ikke ligefrem kalde det en horrorfilm, men den er altså nævnt i Steven Jay Schneiders "101 Horror Movies You Must See Before You Die", så derfor får den alligevel lidt spalteplads her. Schneiders bog siger dog også at den veksler mellem at være krimi, mystery, fantastique og thriller. Jeg vil så smide lidt komedie og kostskolefilm i dansk 50er-stil oveni hatten. Og samtidig mindede sidste halvdel mig om GASLIGHT. Alt i alt som sagt en ganske udmærket film, som dog ikke i min bog kan få mere end 3 stjerner.

LOS SIN NOMBRE (1999)

Den spanske instruktør Jaume Balaguero fik sit gennembrud med hans og Paco Plaza´s [REC], men denne, hans feature debut, er i mine øjne langt mere uhyggelig.
Claudias datter, Angela, findes død efter at have været forsvundet i flere uger. Forholdet med manden går i stykker, og hun henslæber sine aftener med at se gamle hjemmevideofilm med hende og datteren på stranden. Men efter 5 år ringer telefonen - det er hendes datter. Med hjælp fra den politimand der arbejdede på sagen dengang (og som netop er stoppet i politiet, og iøvrigt har sine egne dæmoner at slås med), og med yderligere hjælp fra en journalist på et parapsykologisk blad, finder de frem til en religiøs sekt med navnet Los Sin Nombre (The Nameless eller De Navnløse). Denne sekt har en tro på at vejen til den sande erkendelse må ske gennem ren ondskab.
Det lyder jo ret meget som noget vi 9 år senere så i den franske MARTYRS, og de to film kan da også siges at være "i familie med hinanden", men denne er fortalt fra et helt andet perspektiv og og når frem til en noget anderledes slutning.
Filmen er ikke særlig gory, det uhyggelige foregår absolut primært på det psykologiske plan, og det fungerer også fortræffeligt. Farvekompositionerne og lyeffekterne spiller fint sammen og opbygger en generel eerie stemning, der også farves melankolsk af et smukt, klaverdrevet score.
Der bliver brugt en del visuelle effekter, og de er sikkert velovervejede, men desværre var det ikke dem allesammen jeg forstod. Men alt det andet, og også den isnende slutning må der gives point for. Vi ender derfor på 5 store stjerner.