Oh, så fik jeg endelig set en af Jean Rollins lesbiske vampyrfilm. Eller, så lesbisk var den faktisk heller ikke...
Som børn blandede Catherine og Helene blod, og lovede at elske hinanden for evigt, og aftalte, at hvis den ene døde, ville den anden følge hurtigt efter. Heldigvis opdager Helene åbenbart aldrig at Catherine er død, eller også nægter hun bare at acceptere det. Under alle omstændigheder, da Catherine bliver vækket til live via noget giftigt affald, der skal stuves af vejen i den kælder hvor hendes kiste står (ja, jeg tænke også "Huh???") er Helene fuld af gensynsglæde. Det generer hende ikke det fjerneste at Catherine har hårdt brug for blod fra andre mennesker for at komme til kræfter, tværtimod virker det nærmest som om hun nyder at have en grund til at slå folk ihjel. Til gengæld er Catherine slet ikke glad for at være i live, hun havde det meget bedre som død, men det vil Helene selvfølgelig ikke høre på. En kvindelig skuespiller / fotograf, Barbara, og hendes amerikanske ven bliver også blandet ind i historien, da Barbara tager et billede af Catherine, og alle i byen siger at pigen på billedet er død. Barbara sætter sig for at finde ud af sandheden, men fatter naturligvis ikke en bjælde.
Der bliver drukket blod en del gange i løbet af filmen, men det er til gengæld også hvad der er af gpre og effekter. Til gengæld er der masser af dreamy atmosfære, og det kan jeg sådan set godt lide, ligesom jeg heller ikke er modstander af bryster. Så jeg ruller gerne 3 store stjerner ud til Rollin.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar