lørdag den 12. februar 2011

AMANTI D´OLTRETOMBA (1965)

Hmmm, ganske interessant... Faktisk synes jeg den startede temmelig kedeligt, og jeg var irriteret over at den udgave jeg så var dubbet. "Nightmare Castle" hedder den på engelsk, og der var ikke rigtig noget der understøttede ordet "castle". Så der var meget der talte imod filmen. Men alligevel var jeg rimelig godt underholdt undervejs, og pludselig var filmen slut - efter 80 minutter, og ikke 90, som der stod på æsken, hvilket selvfølgelig gjorde at filmen pludselig ikke virkede så lang igen.
En videnskabsmand, Stephen,  opdager at hans kone, Muriel, er ham utro, og som straf slår han både konen og elskeren ihjel, og fjerner deres hjerter fra deres kroppe. Åbenbart er slottet (ja, de insisterer) hendes, og hun afslører før hun dør at hun har testamenteret det til sin søster. Altså må Stephen gifte sig med søsteren, Jenny, og han har en plan klar til at drive hende til vanvid. Men det går ikke helt som han har planlagt, da Jenny begynder at få ret livlige mareridt, og hendes tilkaldte læge begynder at grave i fortiden. Og snart må Stephen bøde for sine synder.
Som nævnt faktisk en ganske underholdende sag, med et fint score, og udmærket special make-up. Og Barbara Steele er ganske nydelig at kigge på i dobbeltrollen som Muriel/Jenny. Jeg springer gerne med 3 store stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar