fredag den 24. september 2010

MANHUNTER (1986)

Første gang jeg stødte på kannibalen Hannibal Lecter var i 1991´s SILENCE OF THE LAMBS, men allerede i 1986 debuterede han på film, spillet af Brian Cox.
Will Graham er en ex-agent for FBI, som bliver bedt om at vende tilbage til tjenesten for at hjælpe med at finde en seriemorder. Will forlod tjenesten efter et opgør med Hannibal Lecktor (ja, sådan staves han altså i denne film), og for at komme i den rette stemning opsøger han Lecktor igen. Der er ikke særlig meget gore i filmen, men den leverer en god portion uhygge, og Brian Cox gør det glimrende som Lecktor, og Tom Noonan er rigtig ubehagelig som Francis Dollarhyde.
MANHUNTER blev filmatiseret igen i 2002 som RED DRAGON, nu med Anthony Hopkins som Lecter og Ralph Fiennes som Dolarhyde (ja, også hans navn ændrede stavemåde). Det er temmelig meget den samme historie, hvilket jo ikke er overraskende, men der er tilføjet en start hvor man ser Will Graham (her spillet af Edward Norton) næsten blive dræbt af Lecter, og der bliver også udbygget på Dolarhydes baggrund - i MANHUNTER antydes det at Dollarhyde har haft et sexuelt forhold til sin mor, i den nye version ser vi hvordan han lider under bedstemorens mishandling. Og vi ser den røde drage, der er tatoveret på hans ryg, i MANHUNTER ser vi kun William Blakes maleri.
Pudsigt nok så jeg RED DRAGON for præcis et halvt år siden (24. marts 2010), og jeg kan se at jeg dengang noterede: "måske ikke klassisk horror, men en film der handler om en kendt kannibal og en syg massemorder i familie med Norman Bates og til dels Jason Vorhees, det er sgu OK med mig", og gav den 4/6 stjerner. MANHUNTER ender også på 4/6 stjerner, men skal jeg vælge en favorit af de to lige nu, så bliver det MANHUNTER.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar