søndag den 15. august 2010

DEN 2. SIDE (2010)

Vel nok den første danske horror-comedy TV-serie, skrevet af stand-upperen Brian Mørk, og instrueret af Carsten Myllerup (Midsommer). Jeg fik kun set de fire første afsnit da de blev sendt på Zulu første gang, men her til aften blev alle 6 afsnit vist på Zulu, som en del af et Rune Klan marathon.
Brødrene Ole og Marius Rantzov (Rune Klan og Magnus Millang) har startet et firma, Den 2. Side, der tager sig af paranormale fænomener. Det ville være synd at sige at de klarer alle skærene til UG, og samtidig løber de hele tiden ind i kollegaen Steen Fischer (Rasmus Botoft), der rigtig gerne vil i bukserne på Marius.

1: Sindsygehospitalet - Brødrene bliver hyret af en mand der vil omdanne et gammelt sindssygehospital til et fitness center, og som lige vil sikre sig at stedet er "clean". De tager ned til stedet, og møder en opsynsmand (Kristian Halken), der velvilligt viser rundt. Men han er ikke den han giver sig ud for at være.
2: Sexdæmonen - Denne gang bliver de hyret af en dame (Bodil Jørgensen) fra det mørke religiøse Jylland. Hendes datter er besat af en dæmon - eller også er hun bare en ganske almindelig teenagepige.
3: Spøgelsestoget - Ole og Marius hører om et aldeles ægte spøgelsestog, der har usandsynligt mange selvmord i bagagen. Det må de selvfølgelig undersøge. Undervejs støder de på Onkel Lars (Zlatko Buric), der viser sig at være usandsynligt sejlivet.
4: Den Lille Pige På Bakken - Da brødrene hører Pjerrot omtale et spøgelse af en lille pige på Bakken sætter de sig for at komme til bunds i mysteriet. Og de støder også både på spøgelset og en irriterende vagtmand (Bjarne Henriksen).
5: Rollespillet - På vej til en julefrokost med Steen Fischer farer brødrene vild, og ender i en gammel hytte midt i skoven, hvor vampyr-wanna-be´en Lestat (Thomas Levin) og hans legekammerater er i gang med et rollespil, men der er vist også mere sinistre kræfter på spil.
6: Den Mystiske Godsejer - Både brødrene og Steen Fischer hyres af godsejeren Georges Bardenflitz (Martin Buch) til at bekræfte at der er spøgelser på hans gods, hvilket vil øge hans indtjeningsmuligheder. Men er der virkelig spøgelser på godset??? (Rasmus Botoft og Martin Buch er nok mest kendt for sammen at være Snobberne i DRs satireprogrammer, og Martin bruger i dette afsnit en stemme der ligger ret tæt op af hans Snob-rolle...)

Jeg synes serien holder balancen mellem horror og comedy ganske udmærket. Der er både fine effekter, og også enkelte effektive jump scares, og ikke mindst hysterisk morsomme replikudvekslinger. Der er ikke meget decideret gore, det mest uhyggelige findes i kamera-arbejdet og make-up effekterne. De enkelte episoder er dog noget svingende i kvalitet, og især første og sidste afsnit er noget tynde historiemæssigt. Mit personlige yndlingsafsnit er afsnit 4.
Serien som sådan når i min bog op på 4 små stjerner, og for min skyld må der gerne komme en sæson 2.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar